Lusebekæmpelsespolitik for Nørrebro Lilleskole.

Det er ikke flovt at have lus. Det er flovt ikke at gøre noget ved det.

Hovedlus er i de senere år blevet en udbredt plage blandt skolebørn. De traditionelle midler så som luseshampoo med insektgift virker ikke længere – lusene er blevet resistente. Derfor er det vanskeligt at komme lusene til livs. Et ubehandlet angreb af hovedlus er plagsomt for den angrebne, og lusene smitter let. Hvis man ikke gør noget ved lusene, formerer de sig og spreder sig. Derfor er det nødvendigt, at alle deltager i bekæmpelsen af denne plage, og derfor har bestyrelsen vedtaget denne lusebekæmpelsespolitik, som alle på Nørrebro Lilleskole skal følge.

Et ubehandlet tilfælde af hovedlus sidestilles med sygdom. Luseangreb skal altid meddeles skolen, primært klasselærer og eventuelt Hygotek/klub. Kan klasselæreren ikke træffes, informeres en anden af klassens lærere eller skolelederen.

Hvis et barn eller en ansat får konstateret hovedlus, må vedkommende ikke komme i skole, før behandling er iværksat. Konstateres det i skoletiden eller SFO-tiden, at en elev har lus, kontaktes forældrene, som bedes hente barnet. Elever i de større klasser kan selv gå hjem, hvis skolen aftaler dette med forældrene.

Personalet kan iværksætte screening for lus af en klasse, et trin eller Hygoteket/klubben, hvis det skønnes nødvendigt.

Konstateres der lus i en klasse eller i Hygoteket eller klubben (ved meddelelse fra forældre eller ved screening af børnene), giver skolen meddelelse til klassens og eventuelt Hygotekets/klubbens forældre om, at der aktuelt er lus, og at alle børn skal kæmmes.

Lus behandles efter Sundhedsstyrelsens vejledning, som findes på

http://www.sst.dk/upload/forebyggelse/cff/smitsomme_sygdomme/lus/vejl_hovedlus2007.pdf

En mere kortfattet vejledning kan findes på

http://www.dpil.dk/presse/kaemmevejljan2007.pdf

- eller efter skolesundhedsplejersken, apotekets eller egen læges råd.

Vær opmærksom på, at der findes mange både gode og mindre gode "husråd" om lusebekæmpelse. Nogle kan være gode, andre kan være uvirksomme eller direkte skadelige. Spørg derfor fagfolk til råds.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at børn kæmmes for lus forebyggende mindst en gang om ugen. Konstateres der lus, skal behandling iværksættes. Det er Sundhedsstyrelsens opfattelse, at en sådan forholdsregel hurtigt vil kunne mindske problemet betragteligt. Derfor har man som forældre til et barn på skolen pligt til at kontrol-kæmme sit barn mindst en gang om ugen og i øvrigt behandle og informere som beskrevet ovenfor, hvis man finder lus.

Det er ikke flovt at have lus. Det er flovt ikke at gøre noget ved det.