September

Efter endnu en måned i Halv/Fuldmånen, virker det til at eleverne er faldet godt på plads. De daglige rutiner og selskabet af de store elever, ser ud til at være hverdagskost. Enkelte elever savner stadig gården og kammeraterne fra de yngre klasser, men det virker til at det også er spændende at skulle omgås med de store klasser. Vi har stadig ikke bemærket at Corona er begyndt at sætte en stopper for samfundet, og vi kører skolen som vi kender det, dog med en smule mere afspritning.

I september måned er der også blevet valgt elevrådsrepræsentater. Det foregik i forbindelse med at vi har haft om grundloven i Kultur, og blev gjort demokratisk med en stemmeseddel og en boks til at smide sedlerne i. Valget gik på Sylvester og Emmy, som overtager fra Tjalfe og Mynte.
Elevråds arbejdet er allerede startet med Mille ved roret, og et af det store fokuspunkter har været hvordan vores skolegård skal se ud.

Vi har også klaret os igennem en september måned uden nogle nævneværdige konflikter, hvilket også er årsagen til at vi ikke har haft holdt nogle klassemøder. Men da klassemøderne jo også kan fungere forebyggende, skal vi selvfølgelig finde plads til dem.

Sylvester, som begyndte i klassen ved starten af skoleåret, virker nærmest som en elev der har gået her altid. Det er dejligt at se at klassen tager rigtig godt imod ham. Der har været rigtig mange forandringer for klassen det seneste års tid, men det er ikke til at mærke når eleverne er sammen.

Trivsel

6. klasse er stadig en klasse med højt humor, og en masse elever der gerne vil hinanden. Venskaber på kryds og tværs af køn, interesser og fagligt niveau er blomstret frem og uvenskaber virker til at være langt et stykke bag os. Selv når der en sjælden gang i mellem opstår konflikter, har eleverne vist interesse i at få dem lyst hurtigst muligt. Vi er stadig de nye elever på etagen og samværet med de større klasser er stadig i begrænset omfang, selvom værkstederne, som er på tværs af alle 4 klasser, går rigtig godt

Fagligt

I flere af fagene er der blevet skruet en smule op for forventningerne og mængden af materiale vi skal nå igennem. Det har klassen reageret rigtig godt på. Udfordringer er blevet større og arbejdsbyrden er blevet tungere, men alle eleverne viser rigtig god arbejdsindsats og forstår at man i udskolingen har mere fokus på det faglige og selv skal tage lidt mere ansvar for at få lavet sine ting færdige til tiden. Det sætter vi stor pris på. 
Eleverne er også blevet bedre til at få de rigtige ting med i tasken, eller selv at finde en løsning hvis nu et penalhus, en bog eller andet lige mangler.