Rummelighed

På Nørrebro Lilleskole prioriteres gensidig rummelighed og tillid blandt elever, forældre og ansatte. I forhold til vores værdigrundlag, er det derfor vigtig for skolen, at hver enkelte elev imødekommes som det unikke væsen det er.

Vi er optaget af rummelighed – at møde hinanden med ære og respekt.  Rummelighed er også det at vide, hvornår man skal sige til, og hvornår man skal sige fra med kærlighed og de bedste ønsker for et andet menneske. Vi er tilhængere af at børnene på skolen møder forskellige mennesker med forskellige holdninger og tanker om livet.

Rummelighed som ramme for inklusion

Det samme rummelighedsbegreb lægger til grund for vores inklusionsindsats, som primært orienterer sig mod klasseindsatser, der skal udvikle og understøtte de faglige fællesskaber. Vi arbejder målrettet med aktiviteter, der styrker elevernes sociale og alsidige personlige kompetencer. Det kan være i særskilte forløb med fokus på klassekultur, digital dannelse eller personlige grænser, men det er i høj grad en del af vores grundlæggende DNA, i den måde vi arbejder med relationer og møder eleverne der hvor de er.

Særlige indsatser

Det er de ansattes og forældrenes pligt at samarbejde om det enkelte barns udvikling fagligt, socialt, følelsesmæssigt og kreativt. For at at sætte de bedste rammer for børnenes trivsel, samarbejder skole og hjem omkring børnenes deltagelse i fællesskabet ud fra skolens værdigrundlag, og vores politikker.

Når det i samarbejdet mellem familie og skole konstateres, at en elev ikke trives, afholdes et møde med det formål at beskrive problemstillingen og finde veje og genveje til at sikre trivslen. Ofte kan problemet løses i dette samarbejde. Skal der mere til, har skolen følgende muligheder for at sikre den faglige, sociale og emotionelle udvikling hos eleven

Faglige indsatser og specialundervisning

Elever fra 0—2.kl. testes to gange om året i ”Børns fornemmelse for skriftsprog” for at få en fornemmelse af, hvor barnet er fagligt i forhold til kendskab til læseretning, bogstaver, ord, sætninger, ord-til-ord-korrespondance og teksten bærer budskabet, mv. Elever med brug for mere støtte kan være en del af læseklubben i en periode.

Et barn kan i forskellige perioder og i forskellige faglige områder, have behov for særlige understøttende forløb. I indskolingen og på mellemtrinnet har vi et særligt fagligt læse- og stavefokus for at identificere og fagligt understøtte elever med læseudfordringer.  Indsatsen er oftest i form af gruppeforløb. Disse indsatser er alt sammen med henblik på at underbygge almenundervisningen, og er som udgangspunkt ikke et tilbud om individuel, personlig støtte. Vi har særligt tilrettelagte forløb i dansk, i alt 12 lektioner/uge.

Ved læse- stavevanskeligheder testes elever for ordblindhed fra slutningen af 3. klasse, og vi har mulighed for lokalt at teste sprog- og arbejdshukommelse, når vi vurderer at det er relevant. Ordblinde elever tildeles digitale læse- og staveunderstøttende redskaber.

Særlige indsatser vil altid foregå i dialog med hjemmet.

NBL har ikke en udvidet specialindsats, men er et alment skoletilbud. Ved optagelsessamtaler i forbindelse med optagelse senere end 0.klasse, drøfter vi derfor den enkelte elevs behov, for at sikre at vi kan tilbyde den undervisning der er behov for og for at undlade at optage elever, hvis behov ikke kan dækkes.

Sociale og trivselsmæssige indsatser

Alle ansatte arbejder altid proaktivt med trivsel og social rammesætning, men der laves også særskilte forløb med vores TALK-lærere, (Trivsel, Adfærd, Læring, Kontakt). Disse lærere har skemalagte timer og kan vikardækkes, hvis der er et behov for en indsats med en elev eller i en klasse.

Endvidere er der uddannet to lærere i angstvejledning, da vi oplever at angst og bekymring er noget, der kan fylde for mange børn og unge. Disse forløb foregår i grupper ud fra en vurdering fra vejlederne og i dialog med forældre.

Hvis et barn er i mistrivsel har vi et tæt samarbejde med en skolepsykolog via PPR, Pædagogisk Psykologisk Rådgivning og andre eksterne samarbejdspartnere.

Made by Hjemmesider.dK